skulle du ud...?

Jeg var ude at gå igår... Der var iskoldt, mens klart i luften. Nova og jeg ville gå en lang tur gennem byen. Der er noget helt specielt ved at gå en fredag aften i Vadsø. Ro. Man ser næsten ikke en bil på vejene. Helt stille. Når jeg en gang i mellem stod stille, var det kun når Nova havde fået færten af noget under sneen, og skulle udforske yderligere. Men der skete noget når jeg stod stille. Der blev en helt utrolig ro, som det sjældent høres. Mine knirkende skridt i sneen, og vinterbukser der suser når de rammer hinanden ophørte, og det eneste jeg kunne høre, var Novas snusen i sneen. Jeg elsker sne, og heldigvis for det, for vi har rigeligt af det. Der er noget specielt ved at gå ude i et vinterlandskab der ligner noget fra et postkort. Det optimale vinterlandskab. Det ser næsten uberørt ud, med de hvide veje og sne dynger der pryder kanten af gader og stier. Sne der hænger fra grenene, der strungt prøver at holde sig oppe, men er lige ved at bukke under for vægten af det tunge sne. Det er ægte vinter, som jeg aldrig har oplevet det før.

Det skal dog nævnes at der også er en mindre bagside ved alt den dejligesne... Snerydning... Jeg er sikker på alle derhjemme ved hvor slidsomt og frustrerende det kan være at rydde sne. Men ingen mere end mig, har nu fået indgående forståelse for mænds modstand mod snerydning (jeg skriver mænd da det, indrømmet, er blevet en del af mænds pligter at sørge for ryddet indkørsel og pletfrige fortove). Men jeg vil dog påstå at jeg oplever den mere ekstreme grad af snerydning. Jeg bor på nederste etage i et tre etagers hus, med min yderdør inde i en krog... og en dør der åbnes ud af. Den anden dag skulle jeg ud med Nova. Jeg gjorde som jeg plejer. Tager vintertøvlerne på, jakke, hue og vanter. Jeg tog forsigtigt i håndtaget, men... Døren rokkede sig ikke. Min første tanke var at jeg ikke havde fået låst op, men nej, det var ikke problemet. Jeg tog igen i håndtaget, men denne gang lagde jeg skulderen mod døre og skubbede med hele min vægt, og døren begyndte forsigtigt at åbne sig, men bare en lille smule. Flere af disse forsøg efterfulgte, og jeg fik døren op, så jeg netop kunne presse mig ud, og se den mængde sne jeg havde skulle flytte for at komme ud. Jeg fik placeret Nova ude i forhaven, mens jeg greb sne skovlen, og begyndte at fjerne sne. Det tog sin tid men jeg blev dog færdig. Efter nogen timer, blev det igen tid for at Nova skulle ud. «Same procedure as last year». Døren ville igen ikke gå op. Det tog denne gang endnu flere forsøg for at komme ud, og jeg kunne på ny gribe skovlen og fjerne sne. 

Når det sner, så sner det. Men det er ikke nødvendigvis det værste. Det værste er når der samtidig blæser. Den fine sne bliver flyttet rundt, og finder sig nye hjem.. det gerne lige foran min dør. Men pyt. Det er jo gratis træning. Jeg er dog begyndt at stå noget tidligere op om morgnen, for at sikre mig tid til at skovle mig ud. Det er heldigvis ikke nødvendig hver dag :-D