Bergebyløpet og Ole banker på døren?
/
Torsdag formiddag, var børnehaver og skoler i byen inviteret til at deltage i Bergebyløpets afgang fra Vadsø. Bergebyløpet er en hundeslæde løb, hvor den længste distance er på 650 km.
I løbet af dagen fik vi også talt med en journalist fra Finnmarken (avis), og fik taget billeder af os sammen med hundene. De billeder endte også på nettet, og I kan se dem her på
. Vi er på hele tre billeder. Så det er bare kigge dem igennem. (tryg på den røde skrift, så ender I på rette sted:-)
Dagene op til løbet, blev der i børnehaven produceret islygter i stor stil, som skulle være med til at skabe stemning i byen, når hundene skulle løbe forbi.
På selve dagen gik vi ned med de største børn, for at suge stemningen til os før start. Vi var knap nok kommet ud af børnehaven før vi kunne høre alle hundene gø helt fra byen. Starten skulle være ved biblioteket, og da vi kom derned, blev vi enige om at holde lidt afstand, da både hunde og førere sikkert var spændt og fokuseret på den snarlige afgang. Der gik dog ikke lang tid, før vi så en anden gruppe med børn, gå ind på pladsen hvor de gjorde klar, SÅÅÅ, vi fulgte hurtigt deres eksempel, og heldigvis for det. Da vi havde gået lidt rundt inde blandt biler og hunde, mødte vi en hundeslædefører, der var i fuld gang med at klargøre sit hunde spand. Han spurgte om ikke vi havde lyst til at komme og hilse på hundene. Så der stod vi, sammen med førehunden fra sidste års vinderhold, og kløede den bag ørene. Samtidig fik børnene også tid til at stille spørgsmål, og for en mand som der stod på kanten af at skulle ud på en 70 km. etape, havde han rigtig god tid til at svare på ALLE deres spørgsmål, og tålmodighed der her må komplimenteres.
Da starten nærmere sig, blev vi bedt om at stille os langs kanten af løypen, og gerne helt op til, for at danne et "hegn", for hundene, at følge. Og så var det bare at vente. Børnene var super spændte, og uden at overdrive, så var jeg også. Jeg fik også et sug i maven da det første hundespand susede forbi os. Er du helt færdig, de kan få fart på. Kort tid efter de var forbi os, skulle de op af en stejl bakke. Vi havde snakket om, at det da var synd, at skulle starte løbet ud med en stor stigning, men en kollega, som så løbet oppe fra bakken, fortalte at hundeslædeføreren stod på bremsen hele vejen OP, for at sænke farten, men at det ikke så ud som om det havde den store effekt på hundene, som endelig havde fået lov til at gøre det de er bedst til, løbe og trække.. Helt utroligt.
Sikke en dag. Er der noget at sige til at jeg nyder mit arbejde heroppe, når det her er en del af min hverdag.
Desværre blev Bergebyløpets utidigt stoppet, lørdag formiddag, på grund af de dårlige vejrmeldinger. Vi fik i løbet af lørdag aften besøg af Ole, som stormede forbi, med sne og vind op til 31 m/s, så det turde ikke tage chancen for at nogen blev fanget på fjeldet, i det vejr. Og som "overlevende" efter Ole, så må jeg sige at det helt sikkert var den rigtige beslutning.
Her er billeder af os, efter snerydning og Ole på nært hold.
Herhjemme fik vi udfordringerne at mærke, da vi bare i løbet af en times tid, flere gange måtte ud og skrabe døren fri, efter, med alt vores vægt, at få skubbet døren op, så vi netop kunne komme os ud (og det siger ikke så lidt ;-) Da vi endelig valgte at "gå til ro for natten" vidste vi at det var med en risiko for at være sneet inde her til morgen (søndag). Og netop sådan gik det. Der var ingen chance for at få døren op, så ud af vinduet det gik, for at kunne grave os igennem sne masserne
, og frigøre døren. Men hvad gør man så, når man har to hunde der ikke har været ude før tidligt aftenen før på grund af vejret, og de derfor af naturlige årsager, har brug for at komme ud. JO, man løfter dem simpelthen ud, en efter en, gennem vinduet, og henter efterfølgende dem ind samme vej igen. He he.. Så kan det godt være lidt svært at forklare dem, at vi ikke vil have at de sætter poterne i vindueskarmen, for bedre at kunne se ud...
Her er udfordringen som mødte os. Vores dør er over ved lyset som er tændt.
Filmet ud af vinduet. I kan høre Dan allerede gruer sig for at skulle ud og skovle igen... :-D