Yukigassen...

I lørdags gik turen til Vardø, til den årlige Yukigassen. Aha, tænker I nok, og hvad i al verden er Yukigassen så for en størrelse? Det glæder mig at I spørger, for jeg vil RIGTIG gerne fortælle om det :-D

Yukigassen er ganske enkelt en organiseret sneboldskrig for voksne. Ja, I læste rigtig, sneboldskrig. Det er en tradition der blev startet i Japan i 80erne. Det siden har vokset sig til en stor vinteridræt, og spredt sig ud i store dele af Japan, hvor de selv sagt har vinter og sne. I 90erne kom denne ædle sport til Norge, nærmere bestemt, Vardø. Der afholdes hvert år et stort arrangement, der fungere som Nordisk mesterskab i Yukigassen, da sporten er begyndt at sprede sig ud i resten af Norge.

Jeg var faktisk rigtig spændt på at skulle afsted til Vardø for at se det, for ideen om organiseret sneboldkrig, lyder for mig, egentlig mere som en rigtig god undskyldning for at samle folk til en god fest. Det tror jeg stadig det er, men til min store overraskelse, var kampene, på trods af udklædning, småberusede spillere og i det hele taget en fjollet stemning, dybt seriøse. Når startfløjtet lød, gik alle i kamp-mode. 
   Reglerne går kort sagt ud på at vinde ved at erobre modstanderens flag, eller slå alle modspillere ud, ved at ramme dem med snebolde. Går tiden ud, og ingen hold har klaret det overstående, vinder det hold som har flest tilbage på banen. Kampen består af bedst ud af tre runder af tre minutter. Hvert hold har en kaptajn på sidelinjen, der kan give spillerne informationer om det andet hold så som "nummer tre har ikke flere snebolde" og andre ting i den dur. Der ud over er der strenge regler for sneboldene, som ikke må blive lavet før max en halv time før kamp start. Alt i alt er det en meget seriøs sport, med rigtig meget charme, da det i bund og grund er voksne mennesker der mødes i sneboldkrig. Og helt ærligt, man kan næsten gå hen og blive lidt misundelig :-)


Arrangementets charme og komik, kom yderligere til syne, i en radio meddelelse til alle børn, om ikke at lege i nærheden af banerne :-D Her er det de voksnes tur til at lege... Finalen foregik på søndagen, så den fik jeg desværre ikke med, men jeg fik set masser af kampe. Jeg har lagt en masse billeder på slideshowet her under..

Det var et rigtig godt arrangement, som jeg helt sikkert gerne vil opleve igen, men jeg må sige at vejret var lunefuldt. Der var hård blæst hele tiden, men der ud over var der stor forskel for vejret. Det ene øjeblik var solen fremme, og lunede ryggen lidt, og det næste øjeblik var der snestorm, så man næsten ikke kunne se en hånd for sig. Det er godt at jeg efterhånden har lært at klæde mig ordentligt på, inden jeg skal ud i vinteren heroppe.

______________________________________________