Klokken slår, tiden går, velkommen til det næste år.

2016 mine damer og herrer. Er det til at forstå? Det bliver et stort nej, fra mig. Jeg syntes specielt de sidste måneder bare er forsvundet. Min styrer i børnehaven, som var med til at ansatte mig, tilbage i august 2013, nåede den kronede alder, hvor hun fortjente at tage fuld kontrol over sine dage. Hun gik på pension lige før jul. Men det er ikke før den forgangne uge, at vi har fået et ny styrer. Heldigvis blev det vores dygtige næstleder, men at det skulle tage så lang tid at beslutte, fatter jeg ikke. Jeg har også i øjeblikket to studenter fra universitetet i Tromsø. Jeg elsker at være vejleder, men mærker også udfordringen med to på samme tid 😊

Det har været en utrolig mild start på året, når man ser på vejret. Ligesom alle andre steder, har der her været varmere end normalt, men mærkeligst af alt, var da det flere dage i streg ikke sneede, MEN regnede... Regn? Hvad sker der lige. Vi har skøjter rundt i byen, for selvom det lige sneg sig op over frysepunktet midt på dagen, og nedbøren var der efter, så var der fortsat frost om aftenen og natten. Som I nok kan gætte, resulterer det i at hele byen blev til én stor skøjtebane. Men frosten er nu kommet stærkt tilbage, og vi nyder igen vinterens bidende kulde.

Men nu til sagen, som alle er kommet for at høre om. 12. Februar 2016 kl. 00.50, landede, i Vadsø lufthavn, et fly hvorpå en rejsende fra varmere himmelstrøg (Danmark;-) havde taget den lange rejse nord på, for at besøge sin søster. ELISABETH KOM TIL BYEN. Hvilken lykke. Jeg er så heldig at Elisabeth har lyst til at bruge sin vinterferie fra arbejde, på at komme herop. Det er nu tredje gang hun gør det, på tre år. Elisabeth var ikke kommet for at være på sightseeing. Som sagt, har hun været her før, så det handlede mere om at vi skulle bruge tid sammen. Hygge, snakke, i biografen, ud og spise og hvad vi ellers havde lyst til. For Elisabeth er det også en mulighed for at lade op, og nyde den stilhed som findes her. Dog havde jeg et par triks oppe i ærmet, for at gøre hendes ferie mindeværdig. Om fredagen gik turen til Kirkenes. En by som ligger cirka 2,5 times køretur væk, i vinterføre. I sig selv er det en utrolig flot kører tur, da naturen ændre sig meget, på den korte afstand. Men destination for vores tur, var ikke downtown Kirkenes, MEN is hotellet i Bjørnevatn. Desværre var vi for sent ude for at bestille en overnatning der, men det gjorde ikke vores oplevelse mindre på nogen måde. I stedet havde jeg bestilt en to timers hundeslæde tur. Vi to danske damer, skulle sidde på slæden og se hundene arbejde, på nærmeste hold. Wow, siger jeg bare. Det var den vildeste oplevelse. Og som vi hurtigt blev enige om, så er det ikke sidste gang vi gør det. Vi fik lov til at hilse på alle hundene, som var så kælen og menneske glad, at vi endte med at bruge tre kvarter, uden at ligge mærke til at. Så humøret var i top, da vi fik besked på at sætte os på slæden. Vi var så heldige at skulle køre på samme slæde, som faktisk gjorde oplevelsen endnu bedre. Vi blev instrueret i hvordan vi skulle sidde og bevæge os i svingende, og før vi vidste af det, var vi afsted. Jeg kan stadig ikke fatte hvordan otte hunde kan trække med sådan en kraft og hastighed, med tre personer på slæden (vi måtte jo have en slædefører med også :-). Jeg kan ikke beskrive hvor morsomt og specielt det var, men kan på det varmeste anbefale alle at prøve det.

Men det sluttede ikke der. Dagen efter var vi inviteret på hytte, hos nogle gode venner, i Luftjok, nær Tana. Dan var der allerede fra dagen før, for tidligt at kunne komme på jagt med Atle. Det var en jagt med ski og truger, men desværre ingen fangst. Vi damer der i mod, forstår at nyde livet til fulde. Vi gjorde snescooteren klar med kælken bag, og lå ud over fjeldet, men Nova løbende (ikke hele vejen) ved siden af. Planen var egentlig at vi skulle is fiske, men det milde vejr, havde gjort at det over-vand på søen, så vi stoppede i stedet ved Gabba, en lille hytte bogstavelig talt midt i ingen ting, og lavede os et bål, så vi kunne koge vand til kakao og ikke mindst, for at grille pølser. Vi sad der, midt i sneen, og snakkede og hyggede os. Det det bedste, tror jeg, var det som skete på hjemturen. Elisabeth fik lov at køre scooteren. Og det var ikke en lille tur. Det blev til i omegnen af 17 kilometer, tilbage til hytten. Fed oplevelse. Da vi kom tilbage, kom mandfolkene, ikke længe efter. Der blev fyret op i badstuen, og vi fik dampet os godt igennem. Når varmen blev for meget, hva gør man da, jo man går selvfølgelig udenfor, i frosten, med kun et håndklæde rundt sig, for at køle ned. Jeg tror det er en oplevelse, Elisabeth satte stor pris på ;-D