En påske med begge ben på jorden

/

Vi havde snakket om flere muligheder, for hvad vi skulle lave i påsken. Skulle vi tage på hytte hos et venne par, tage på overnatning i Kongsfjord, eller noget helt andet? Men da alt kom til alt, blev vi enige om, hellere at blive i byen og tage på ture som vejret tillod det. Det har været en forrygende påske, med har givet mange hyggelige minder. Vi nåede både en tur ved stranden, at bage vafler på terrassen med gode venner og en masse gå ture i området. Vi kom aldrig særlig langt, for vi lod Karla diktere hastigheden, og når man er et lille barn, er det som om alt er nyt og spændende, hver gang hun ser det. "Nøj, en sten, den må jeg tage op. Måske skal jeg smage på den. AD!! Nej det var ikke godt. Tungen ud, det hjælper sikker. Hov, se der, jamen der er jo en sten. Den må jeg tage op. Måske skal jeg smage på..." Ja ja, I har sikkert forstået pointen. Som børn er, skal alt udforske mange mange gange, før man lærer af det.

Otto derimod, brugte det meste af tiden med at sove, når vi var ude. Lige så aktiv han er, når han ligger inde på gulvet eller i kravlegården, lige så stille bliver han når vi er ude. Jeg tror ikke han er fan af at være pakket ind i flere lag tøj, og en flyverdragt. Derfor har det også været skønt at være hjemme i påsken, for her var der mulighed for at den ene blev inde med Otto, mens den anden gik på tur med Karla og Nova. Det kan helt klart anbefales ikke at stresse med at pakke og kører afsted for at få en på opleveren. Vi nød den ro det gav, at planlægge hver eneste dag, på vores og især børnenes præmisser. 

 Påsken 2019 var Ottos første påske, og den fejrede han med, for første gang at trille fra ryg til mave. Han har været på vej, så irriterende længe, at jeg ikke længere har tal på hvor mange videoer jeg har af ham, trille NÆSTEN hele vejen over på maven, for at ligge der et stykke tid og så vende tilbage til ryggen.. Arh altså, det er surt, når man sidder der med stille sind og hepper og håber på at denne gang skal det lykkedes. Men nej, mor måtte pænt vente til at hun en dag havde lagt ham i kravlegården på ryggen, for så at gå over i køkkenet. Og hvad tror I så ventede moren her, da hun kom tilbage? En meget smilende og tilfreds dreng, liggende i kravlegården, PÅ MAVEN! Det er lige groft nok. Ikke nok med at jeg ikke fik det filmet, men jeg fik det jo ikke engang set det ske. Nej, nej, så var det selvfølgelig heller ikke vigtigere at få filmet første han han rullede, men jeg ville nu godt have set det. Men bare roligt. Der gik ikke lang tid før end han nu ikke ligger på ryggen mere end få minutter af gange, før han ruller sig om på maven.

Jeg håber at alle har haft en dejlig påske. For de af Jer, som kender os privat, kan logge ind på “Kom indenfor” siden og se flere billeder fra vores påske.  

Read More

Når livet går stærkt

/
20190407_104916.jpg

Jeg har netop brugt en masse tid på at se på min blog, og tænke på hvad jeg ønsker at gøre med den. Det er som om, der ikke er sket så meget her de sidste par år. Egentlig er det lidt fjollet, for om noget, så er der virkelig sket noget i vores liv de sidste par år. Efter mange års forsøg lykkedes det endelig for os, at blive gravid med vores lille pige. Livet var perfekt og vi havde alt vi kunne ønske os, da vi på sygehuset lå og kiggede på vores lille superheltinde. Men ikke desto mindre, gik det, som nogen ved, lidt stærkt med at få næste superhelt i produktion. Knap var Karla blevet et år, før vi på Tromsø sygehus, lå og kiggede på vores lille egen superhelt.



Jamen, nu måtte vi da være tilfredse. Hvad mere kan vi helt ærligt ønske os? Vi har to skønne børn, en pige og en dreng, en dejlig hund, vi har hinanden og alle vores venner i Vadsø. Men ikke desto mindre, så har vores familie aldrig været længere væk end de er lige nu. Allerede fra første gang vi skulle rejse fra Danmark, efter Karla var født, kunne jeg mærke en forskel, helt ind i hjertet. Det har jo altid været hårdt at skulle sige farvel til alle de skønne mennesker vi efterlod i Danmark, hver gang vi rejste hjem, men noget have ændret sig. Mine egne følelser er nu blevet blandet godt og grundigt sammen med børnenes, så der er ingen tvivl om at mine prioriteringer har ændret sig. Da jeg stod med Karla i armene og skulle køre fra mine forældre, og vide der ville gå flere måneder, før vi så hinanden igen, begyndte jeg stærk at revurdere vores livs situation. Jeg kunne ihvertfald mærke at jeg havde rigtig dårlig samvittighed over at vi boede så langt væk, især på Karlas vegne, og nu, på både Karla og Ottos vegne. Vi traf et valg for snart seks år siden, om at flytte til Vadsø. Da var vores situation også en helt anden. Vi havde bare hinanden og vores dejlige hund, Nova. Pludselig står vi med to små børn, og en stor familie som rigtig gerne vil lære vores børn at kende. Så at blive boende heroppe, vil være meget egoistisk, ikke bare for vores børn, men også for den familie i Danmark, vi, ved at bo her, frarøver enhver mulighed for at blive tæt knyttet til vores børn. Så derfor går rejsen snart til Danmark for sidste gang som turister. Vi flytter hjem til det hus vi har lejet ud, mens vi har boet i Vadsø. Det var med glædes tårer, fra både os og familien, da vi fortalte at vi vender næsen hjem ad. Og ikke fordi jeg ikke tror familien ikke har savner os, men glædes tårerne var uden tvivl, mere af glæde for at vores børn kommer til Danmark. Så en spædende fremtid er i vente. I skal nok blive opdateret undervejs.